En konsekvens af lukningen af asylcentre

JAMMERBUGT: Foreningen Asylvenner Jammerbugt har på den ordinære og en ekstra generalforsamling enstemmigt besluttet at nedlægge sig selv.

Det sker fordi, de to asylcentre i Jammerbugt Kommune lukkes af Udlændingestyrelsen ved udgangen af april, og derfor ser foreningens medlemmer og bestyrelse ikke længere sin berettigelse.

Formand Lone Schriver fortalte i sin beretning om de mange tiltag, man havde igangsat og støttet op om blandt andet kvindecafe, cykelkursus for asylkvinder, arrangementer med musik og dans, hjemmebesøg hos danske familier, indsamling af tøj og skrevet artikler.

Kasserer og medlemsadministrator Aage Dissing aflagde regnskab, og generalforsamlingen besluttede at fordele foreningens formue til to andre foreninger, der arbejder humanitært i forhold til flygtninge - med 60 procent til Tværkulturel Venskabsforening og 40 procent til Cafe Venlig på Tværs.

- Det blev til to et halvt aktive år for Asylvenner Jammerbugt. Det var jo en lykkelig udgang, hvis foreningens og asylcentrenes lukning var fordi, der er blevet fred i verden, og der ikke længere er mennesker, der er nødt til at flygte. Men det ved vi jo alle, at det ikke er sådan, det hænger sammen, siger stifter og initiativtager Karsten Højen, som udtykker en stor tak Asylafdeling Jammerbugts medarbejdere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...