Jesper Christiansen skal føre klubben op i serie 2 igen

BIRKELSE: Når Birkelse IF’s førstehold i den nye sæson tager hul på en tilværelse i serie 3, så bliver det med Jesper Christiansen som træner. Han var i den seneste sæson assistenttræner for Richard Villadsen, der ikke fortsætter i spidsen for holdet.

- Vi tænkte, at det var det eneste rigtige i øjeblikket. Vi skal lige have ro på og have fundet os selv igen, siger Jesper Christiansen med hentydning til de seneste års nedrykninger.

Han har også været assistenttræner for Allan Kjeldsen i Birkelse IF. Sidstnævnte er nu i Nørresundby fB. Derudover har Jesper Christiansen haft mange kampe som målmand for den lokale klub.

Birkelse IF var for få år siden i Jyllandsserien og er sidenhen rykket ned gennem rækkerne. Senest blev IF Fremad Nørhalne i serie 2, da de var bedre indbyrdes end Birkelse IF i puljen. Dermed hedder det altså serie 3 for Birkelse i foråret.

Det bliver dog med den samme trup, som man var tæt på at overleve med i serie 2.

- De bliver alle sammen. Vi frygtede jo, at der var en masse, som ville forlade os. Men vi fangede dem i god tid og gav hinanden håndslag på at blive, siger Jesper Christiansen.

Han tror dermed på, at klubben kan være tilbage i serie 2, når der tages hul på efterårssæsonen.

- Det skal vi tro på. Der kommer til at ske nogle ændringer, men ellers er det et hold, som vi kender, der skal hjælpe os op igen, siger træneren.

Forårets pulje i serie 3 bliver særdeles lokal, da Birkelse skal møde Biersted IF, Fjerritslev, IF, Skovsgaard Boldklub, Sulsted IF, Trekroner IF, Vodskov IF og andetholdet i Aabybro IF.

Jesper Christiansen er også næstformand i klubben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...