Slægtshistorie: Aaby Kirkes kirkeværge fik henvendelse fra familie

Aabybro: - For flere uger siden modtog jeg som kirkeværge en henvendelse fra familien Gilbertson fra Kansas City i USA.

Sådan fortæller Jens Dige, kirkeværge ved Aaby Kirke.

Familien ville besøge henholdsvis Danmark og Skotland for at opleve, hvor deres stamforældre tilbage i tiden kom fra, og for konens vedkommende er det Aaby og Vedsted sogn.

- Og de ankom som aftalt 2. pinsedag, og endda i lunt vejr, fortæller Jens Dige.

Familien beundrede da Aaby kirke, der er 800 år gammel og kirkegården i dens udformning og skønhed, fortæller Jens Dige.

- Interessen var bl.a. omkring ejendommen Gl. Vedstedvej 1, hvor Aage Mortensen boede med sin familie for mange år siden, og gården blev besøgt, og de nuværende ejere bød gæstfrit indenfor, fortæller han.

Men det hele startede omkring Gl. Torngaard i Aabybro i slutningen af 1700-tallet (denne lå dengang hvor transformatorstationen i dag ligger, men blev nedrevet omkring 1870 – og flyttet til den nuværende placering). Ellen Jepsdatter og Niels Jepsen i Gl. Torngård bliver fra 1780 til 1795 forældre til 6 børn, og Søren Nielsen fra 1785 bliver stamfader til ”Vedstedlinien” i familien.

Der var besøg på Vedsted kirkegård ved familiegravstedet Jens Mortensen, samt på Jetsmark kirkegård (Søren Mortensen 1888-1938).

- Det gør et stort indtryk at opleve den glæde familien har ved at finde tilbage til deres ”rødder” på denne måde – ja en gribende oplevelse, siger Jens Dige.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...