Byens liv: I alt 208.000 kroner blev uddelt

Aabybro: Aabybro Y`s Men`s Club har endnu engang inviteret til den årlige uddeling af klubbens overskud fra de igangværende aktiviteter.

I år var beløbet 208.000 kroner, fortæller Egon Kristensen, der er godt tilfreds med mængden af ansøgere, der er blevet tilgodeset.

- Nogle opgaver ude i verden støttes via Y`s Men Region Danmark. Alligevel har klubben kunnet imødekomme 26 ansøgninger. Heraf naturligvis de fra vores KFUM-spejdere og FDFèr, som på denne aften mødte talstærkt op og fortalte om kommende aktiviteter, fortæller han.

At Aabybro Y`s Men`s Club, med de for tiden 19 medlemmer, kan donere et stort beløb, skyldes i følge Egon Kristensen klubbens to aktiviteter, der er en annoncelodseddel fra Han Herred Y`s Men`s Club.

- En stor tak til annoncørerne, som støtter os. Lodseddelen sælges netop nu, bemærker Egon Kristensen.

En anden aktivitet er genbrugsbutikken i Kaas, der bliver betjent af nogle af klubbens medlemmer samt enkelte frivillige, siger han og fortsætter.

- Tømning hver tredje uge af container på genbrugspladsen giver mange spændende nyheder i butikken. Tak til kommunen for denne mulighed.

En tredje aktivitet har klubben dog også. Og den er indbringende på en anden måde, forklarer Egon Kristensen.

- Bare glæden ved at give. Hvert år sender klubben 40 julegaver til Rumænien. Nørkleklubberne i Vedsted og Aabybro hjælper med huer, vanter, sokker m.m. til børn i alderen 3-6 år. Tak for den hjælp. Vi ved, gaverne bliver bragt til døren, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...