FORENINGSLIV: Også i år sælger Aabybro Håndboldklub fyrværkeri og håber på god lokal opbakning

Igen i år bliver der mulighed for at købe nytårsfyrværkeri i Aabybro og samtidig støtte en lokal forening.

Det er Aabybro Håndboldklub, der for fjerde år i træk står bag initiativet, som de håber vil indbringe en god skilling til klubkassen.

- Det betyder alt. Vi laver noget fortjeneste på det her, som betyder, at vi kan holde gang i håndbolden for børn og unge, fortæller Mads Stouby, der er formand for Aabybro HK.

Han fortæller, at man tidligere havde en god indtjening på et årligt påskestævne, men de blev for mange klubber om den idé, så det stoppede man med.

Den indtjening, de lavede på stævnet tilbage i tiden, laver foreningen nu i stedet på fyrværkerisalget.

- Det her fyrværkerisalg er rigtigt vigtigt for, at vi kan holde gang i håndboldklubben. Derfor håber vi, at både klubmedlemmer og alle andre i lokalområdet vil støtte op om det, fortæller Mads Stouby.

Cirka 50 frivillige er med til at få fyrværkerisalget op at stå med tilhørende tilladelser, leje af containere og en masse andet arbejde, der skal gå op. Tre mand står for alt arbejdet forud for salget, og i de dage, hvor der sælges fyrværkeri, er der hver dag otte frivillige involveret.

Fyrværkerisalget foregår fra Malerfirmaet René Jensens nye lokalitet på Teknologiparken i Aabybro. Han låner sit værksted ud til foreningen mellem jul og nytår og vil gerne støtte op om foreningen og dens frivillige af flere grunde.

- Jeg har selv spillet der i nogle og 30 år og har også været træner i klubben. Og så er det lokalt, og mine børn har også spillet der, forklarer René Jensen.

Hans værksted bliver dermed lavet om til noget helt andet i perioden, hvor Aabybro HK rykker ind med deres fyrværkerisalg.

- Jeg skal ikke selv bruge pladsen mellem jul og nytår, så der rydder jeg noget og gør klar til dem, fortæller René Jensen, der også gerne vil anerkende de lokale kræfter, som gør en frivillig indsats for at aktivere de unge mennesker.

Formand for Aabybro HK, Mads Stouby er rigtig glad for at have adgang til så fine lokaler til klubbens salg af fyrværkeri.

- Det er en meget stor hjælp for os, at René på denne måde har valgt at støtte op omkring Aabybro HK’s frivillige arbejde for unge og gamle håndboldspillere i lokalområdet, oplyser han.

Salget begynder 27. december og fortsætter til og med 31. december.

- Der plejer at være god opbakning, og det er blevet bedre som årene er gået, og folk har fundet ud af, at vi er der, fortæller Mads Stouby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...