Line Kjær Nielsen starter den 15. januar

AABYBRO: Den 15. januar starter Aaby Sogns nye præst, der erstatter Ole Steen Hansen, som i fjor gik på pension. Hun hedder Line Kjær Hansen og kommer fra et job som sognepræst i Thisted.

Hun kommer altså fra et noget større sogn.

- Grunden til, at jeg gerne ville til Aabybro er, at jeg forestiller mig, at der er mange børnefamilier og unge familier, hvor der er en del ældre i Thisted. Jeg vil rigtig gerne arbejde med børn og yngre mennesker, fortæller Line Kjær Nielsen.

Derfor er det også meget passende, at den første opgave som sognepræst ved Aaby Sogn bliver konfirmandforberedelse tirsdag morgen. Hun regner også med at arbejde med flere konfirmander - og færre begravelser - end i Thisted.

- Jeg er først nu ved at finde ud af, hvad man har i sognet. Men man skal vel have en masse konfirmander og lave nogle arrangementer og gudstjenester, der er målrettet børnefamilier. Der er ikke mange børnefamilier, der går i kirke om søndagen. Der har de endelig fri. Her i Thisted er folk glade for at komme i kirke en halv time og få sin dårlige samvittighed væk samt få noget at spise efter. Vi kan godt samle fra 60 og op til 90 til det, fortæller Line Kjær Nielsen.

Hun har haft alt sit virke som præst i Nordjylland, selvom hun er fra Horsens-området. Først var hun præst i delvist Sindal og Kragskovhede, hvorefter turen gik til Thisted. Begge steder har hun været i syv år.

Den nye sognepræst skal arbejde sammen med Frans Rossing Andersson, der også har fået fuld tid ved Aaby Sogn. Dermed går man fra kun at have Ole Steen Hansen som fuldtidspræst og Benthe Kleon Jeppesen på halv tid til at have to med fuld fokus på sognet.

- Det er ret fint, synes jeg. Så kan vi alle sammen se på det med nye øjne. Der er ikke nogen, der taler om, hvad vi plejer, siger hun.

Line Kjær Nielsen flytter ind i præsteboligen sammen med sin mand og børn. Heraf skal tre børn starte på skole i Aabybro, mens den ene er på efterskole.

- Jeg kender ikke så meget til Aabybro. Det viser sig faktisk, at min far har en kusine i Aabybro - men ellers ikke. Min mand er fra Fjerritslev, og det er derfor, vi holder os til den her egn. Jeg har også nogle veninder, der er præster i Aalborg, som jeg kommer lidt tættere på, fortæller hun.

- Men jeg glæder mig til at komme til Aabybro og møde folk. Vi har været oppe på skolen og få en rundvisning, og der var folk meget søde. Så jeg tror, at det bliver okay nemt for os, siger Line Kjær Nielsen.

Søndag den 20. januar er der officiel indsættelse. Det sker i Aaby Kirke klokken 14.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...