Superligasspillere med til at markere 100 års fødselsdag

NØRHALNE: Onsdag 20. marts venter der en stor oplevelse for ungdomsspillerne i Fremad Nørhalne samt dens samarbejdsklubber, Biersted IF og Vadum IF.

AaB lægger nemlig vejen forbi Nørhalne Stadion med superligatruppen for at gennemføre en træning, og det sker i anledning af, at Fremad Nørhalne i år fylder 100 år.

Alle sportslige afdelinger har nemlig fået til opgave at stå for et større arrangement i løbet af 2019 for at markere fødselsdagen.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med AaB i forbindelse med Nørhalne Cup, ligesom vi sender mange spillere til deres talentudvikling. Derfor var det oplagt at høre, om de ville være med til at fejre de 100 år, siger Mike Charnock, formand for ungdomsfodbolden i Fremad Nørhalne.

- I stedet for at høre om AaB ville spille en showkamp på vores stadion, har vi valgt at høre dem, om de ville komme og træne her, for det kan børnene være til, og de kan få autografer samt taget selfies med spillerne. så det bliver en stor oplevelse for vores ungdomsspillere, siger han.-tin

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...