Pandrup Bokseklub har kastet corona-klædet i ringen i forhold til det stort anlagte stævne 27. december

BOKSNING: Siden 2003 har Pandrup Bokseklub hvert år været vært for et stort og succesfuldt juleboksestævne i Aabybro Hallen, men stimen slutter i år.

Coronapandemien betyder, at bokseklubben har valgt at kaste håndklædet i ringen for 2020-udgaven af stævnet, der skulle have været afholdt 27. december.

- Der er flere årsager til, at vi har valgt helt at droppe stævnet. Vi kan ikke hente boksere ind fra udlandet, som vi har tradition for at gøre, og alle corona-restriktionerne gør, at vi får svært ved at skaffe de sponsorindtægter, der er nødvendige for at stable sådan et stort arrangement på benene, siger formand Kasper Bruun.

Claus Jensen
Arkivfoto: Henrik Louis

I mange år har der været omkring 1000 tilskuere til stævnet i Aabybro, og her vil Pandrup Bokseklub maksimalt kunne lukke det halve antal ind - inklusiv boksere, officials og personale.

- Det betyder, at vi ikke ville kunne lave det sædvanlige salg i baren, og vi føler heller ikke, at vi kan være bekendt at tage rundt til de små lokale erhvervsdrivende og bede om sponsorstøtte - for de er i forvejen hårdt ramt på pengepungen, uddyber Pandrup-formanden.

Ydermere er det svært for klubbens boksere at holde sig i form til julestævnet, for alle træningsaktiviteter har været lukket ned siden 9. november - som følge af ekstraordinært skærpede covid-19-restriktioner for Jammerbugt Kommune.

Claus Jensen
Lindholm Bokseklub gendanner i december rammen fra DM-stævnet i Nørresundby Idrætscenter. Foto: Henrik Louis

Mens julestævnet i Aabybro altså er aflyst, bliver der mulighed for at se juleboksning i Nørresundby - med Lindholm BK og AK Jyden som arrangører.

12. og 13. december skal der i forvejen afholdes danske mesterskaber for U15 og U17-boksere i Nørresundby Idrætscenter, og da hele den corona-sikrede opsætning derfor er på plads, benytter Aalborg-klubberne lejligheden til at holde et seniorstævne lørdag aften den 12. december.

- Planen er at lave otte til 10 elitekampe med de bedste boksere fra de to klubber. Modstanderne henter vi rundt omkring i Danmark, og vi håber på måske at kunne lave et par revancheopgør fra DM, fortæller Lindholm-formand René Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...