Byens liv: Der er stor glæde hos folkene bag det store restaureringsprojekt

Gjøl: Gøl-båden er lige blevet 150.000 kr. rigere efter at SE Vækstpulje Nyfors har besluttet at støtte restaureringsprojektet på Gjøl med beløbet, oplyser træskibslaugets formand, Ida Rytter.

Båden, der har været under restaurering siden 2012, da den kom til Gjøl, skal tilbageføres til sin oprindelige skikkelse – nemlig som den så ud, da den blev indsat som fragt- og passagerskib på ruten mellem Gjøl og Aalborg i 1908.

Det var kromanden på Gjøl Kro, der fik båden bygget for at oprette den faste daglige forbindelse. ”Gøl” blev straks livsnerven til omverden fra 1908 til 1940, den periode hvor landsbysamfundet Gjøl udviklede sig fra en ø og en landbrugssamfund til en landfast, dynamisk by med et rigt forretnings- og erhvervsliv.

Gølbådens Træskibslaug har siden 2012 arbejdet med at genskabe træbåden med nyt skrog, glødehovedmotor mv. Båden er erklæret bevaringsværdig, et autentisk og stærkt kulturminde om de værdier, som hele samfundet på Gjøl er bygget op omkring.

-I den tid vi lever i nu, kan den være med til at give gæster og sejlende et pusterum fra hverdagens jag og stress - samt bygge bro mellem fortid og nutid, mellem ældre og børn, mellem tilflyttere og ægte gjølboer. Vi er næsten i mål, vi mangler kun de sidste faser med rigning, styremaskine, maling og sikkerhedsgrej, siger Ida Rytter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...