Ønskes: Alt. Haves: Fattigdom

0
Ruth K. Andersen og Helle Aagaard Petersen kan sagtens bruge flere frivillige hænder. 40-50 store sække med tøj ligger klar på lageret til at blive sorteret.
Næstehjælperne fra Aabybro hjælper med ting, når folk er presset økonomisk

Forestil dig, at din datter i morgen skal afsted på koloni i fire dage. Så taber du din mobiltelefon. Den er helt død og du har ikke penge til at købe en ny. Panikken breder sig – hvad nu hvis der sker noget, og skolen ikke kan komme i forbindelse med dig?

For en alenemor til fire blev Næstehjælperne i Jammerbugt redningen. De skaffede i første omgang en lånemobil til løsning af det akutte problem, og senere fik kvinden en gammel mobiltelefon, der var blevet doneret til hjælperne.

Hjælpernes hovedkvarter på Kirkevej i Aabybro ligner en meget stor genbrugsforretning. Møbler, lamper, tøj, bøger dvd’er, sengetøj, tallerkener, bestik, glas og krus kæmper om pladsen, men enkelte ting skiller sig ud. I et hjørne står halv- og helfulde dunke med rengøringsmidler, i et skab toiletartikler som shampoo og creme og i et rum for sig selv er en 200 liters kummefryser fyldt med frostvarer.

– Når jeg svarer folk, at vi har brug for alt, mener jeg alt, siger Ruth K. Andersen, der for godt et år siden startede Næstehjælperne i Jammerbugt sammen med Helle Aagaard Petersen.

– Hvis du køber en hårshampoo, hvis duft det viser sig, at du ikke bryder dig om, eller en dunk rengøringsmiddel, som giver dig udslæt, bliver vi glade for det, selvom der er taget af beholderne. For de folk, som søger hjælp her, betyder 30 kroner sparet på shampoo og rengøringsmiddel 30 kroner mere til mad, siger Ruth K. Andersen.

Det helt særlige ved Næstehjælpernes “butik” er, at det hele er gratis. Alle kan ganske anonymt hente, hvad de har brug for men ikke råd til, og det har flere og flere gjort, siden Næstehjælperne begyndte at samle ind og give væk for godt et år siden.

Ruth K. Andersen og Helle Aagaard Pedersen ville oprindeligt hjælpe mennesker, der er pressede økonomisk, ved at facilitere møder mellem en giver og en modtager på nettet. Men da der jo ikke altid lige er én, der mangler en sofa den samme dag, hvor en anden vil af med den, hobede tingene sig op i Ruth K. Andersens udestue. De to kvinder søgte hjælp hos Jammerbugt Kommune, der stillede lokaler til rådighed på Kirkevej i den tidligere materielgård.

– Folk har været rigtig gode til at donere, men min udestue var helt proppet, fortæller hun.

Selvom hjælperne med tiden har bredt sig fra de oprindelige to rum til alle 200 kvadratmeter i huset, er det stadig målet at få så mange af tingene som muligt til at skifte hænder uden først at have været omkring Kirkevej.

– Der opstår nemt en masse unødvendig transport, så vi beder folk, der vil donere, om at lægge et billede op på Facebook-siden. Hvis der så er et match ordner folk det selv. Det er jo skørt at vi skal køre en sofa fra V. Hjermitslev til Aabybro, hvis den i løbet af kort tid viser sig at få et nyt hjem i V. Hjermitslev, siger Ruth K. Andersen og trækker så alligevel lidt i land igen.

– Der er selvfølgelig også folk, der skammer sig så meget, at de ikke vil sætte sig i forbindelse med giveren. De foretrækker at komme her fordi det er mere anonymt, siger hun.

Organisationen Næstehjælperne er landsdækkende, og afdelingen i Aabybro var den første lokalafdeling. Hvis navnet leder tanken hen på det kristelige er det forståeligt, men forkert. Næstehjælperne har ikke noget med kirken at gøre. Organisationen er blevet kaldt en social modstandsbevægelse, der protesterer mod velfærdsstatens behandling af udsatte borgere, og svarer igen ved at vise velfærdssamfundets sammenhængskraft i praksis.

Ruth K. Andersen løber ikke tør for historier om den nye tids fattige, der for eksempel har ramt kontanthjælpsloftet, er syge eller har et misbrug. Hun kan fortælle om familier, der ikke har råd til at købe tøj i genbrugsbutikkerne, om familier, der kun får mad de sidste dage i måneden, fordi de kan hente maden hos Næstehjælperne og om en mor til to drenge i voksealderen, der kun under sig det, som drengene levner.

Hjælperne har tre gange udstyret et fuldt hjem for kvinder, der har måttet flygte til kvindekrisecentre.

– De flygter jo i det de går og står i. De får godt nok et lille beløb til at etablere sig, men det rækker slet ikke, når alt fra gryder, dyner, møbler og tandbørster mangler, fortæller hun.

Ruth K. Andersen kalder Næstehjælpernes lokaler for Det Rigtige Socialkontor, for her får folk hvad de har brug for uden spørgsmål og uden modkrav.

– Vi møder folk med respekt, og det kan være længe siden, det er sket. Når vi begynder at fylde mad, tøj og ting på, begynder folk at rejse sig og blive en del af livet igen, siger hun.

Næstehjælperne har åbent i den gamle materielgård torsdage mellem 10 og 12 og den anden søndag i måneden fra 13 til 15. Dog er der ferielukket 27. juli og 3. august. Næste søndagsåbent er 13. august.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close