Nye kræfter på vandværk

0
Til venstre afgående driftleder Kaj Haugaard og til højre den kommende Torben Hovalt Christensen.
Aabybro Vand har sagt farvel til driftleder efter 40 år og goddag til ny

AABYBRO: Der har været skiftedag hos Aabybro Vand, hvor driftleder gennem 40 år, Kaj Haugaard gik på pension for at blive afløst af Torben Hovalt Christensen.

Det skete med en reception på vandværket, der er fra 1903, og i dag er ejet af 3500 forbrugere.

Det er 40 år siden, Kaj Haugaard startede som driftleder hos Aabybro Vand.

Den dengang 25-årige smed sagde ja tak, for han kendte allerede vandværket.

– Jeg er jo udlært hos den smed, der havde arbejdet her, så det lå selvfølgelig lige for, at jeg søgte jobbet, siger han.

Det har han aldrig fortrudt, for arbejdet har været alsidigt og udviklingen konstant. Det er da heller ikke svært for Kaj Haugaard at slå ned på højdepunkter i karrieren, der ud over arbejdet på vandværket også har omfattet bestyrelsesposter i Vandrådet og Grundvandsrådet. Han er blandt andet glad over, at han var med til at sørge for, at vandværket kunne droppe kemien på grund af nye boringer i blandt andet Biersted.

Et andet stort projekt har været skovrejsning i det område, der i dag kendes som Aaby Skoven.

– Det handler jo om at beskytte grundvandet, og det var en kæmpe opgave i samarbejde med kommunen, Naturstyrelsen og os.

– Men de projekter betyder, at vi kan beskytte grundvandet og alligevel bruge områderne rekreativt, fordi naturstier og shelterpladser jo ikke forurener, siger han.

De sidste år har ligeledes budt på flere sammenlægninger med mindre vandværker.

– Et spændende arbejde også, for der kan godt være nogle følelser involveret, bemærker Kaj Haugaard.

Han bliver også fejret ved en privat sammenkomst, hvor han blandt andet skal modtage Dronningens Fortjenstmedalje.

Den nye driftleder er Torben Hovalt Christensen, der er uddannet indenfor VVS og energi og også har den lovpligtige uddannelse i driftsledelse fra branchens organisation, DANVA. Han er ikke noget ubeskrevet blad hos Aaby Vand, hvor han har været ansat siden 2004, hvor han blev ansat som vandværksassistent.

– Så jeg har jo løst bunker af forskelligt forfaldende arbejde, og det betyder, at jeg kender alt til nærmest mindste detalje siger han.

Herudover har han også over en tid afløst Kaj Haugaard med de administrative opgaver, ligesom han allerede har overtaget posten i Vandrådet.

Det er på mange måder en anden vandværks-virkelighed, der venter den nye driftleder – i hvert fald sammenlignet med for 40 år siden.

Frem for alt er digitaliseringen kommet ind over alt. Blandt andet i form af et såkaldt SRO anlæg (styring, regulering og overvågning) der gør, at driftlederen kan styre blandt andet alarmer hjemmefra.

– Men der er da ingen tvivl om, at jeg i langt højere grad også kommer til at arbejde mere med blandt andet forskellige regler og lovgivning, siger Torben Hovalt Christensen.

– Nu glæder jeg mig til at komme i gang, og jeg føler, at jeg er klædt godt på, fordi jeg arbejdet med Kaj så længe, siger han.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close