Ny møbelbutik i Aabybro

0
Den nye butik, Kjærsgaard Bolighus er flyttet ind i de lokaler, hvor Gerda Thoft havde butik.
Aabybro: Det er et rigtigt familieforetagende, den nye møbelforretning, Kjærsgaard Bolighus, der er kommet til Aabybro som led i et generationsskifte.

I front som daglig leder står sønnen, Jesper K. Svendsen, mens forældrene Lilly og Hans-Jørgen også stadig er daglige medspillere.

– Vi har det rigtigt godt sammen, siger Jesper K. Svendsen med et smil, mens hans mor pusler med udpakningen af endnu en kasse i baggrunden.

– Hvad sidder du nu og finder på, driller hun.

Familien har indtil for nyligt drevet møbelbutik med succes i Viborg, og da den butik blev solgt, besluttede de sig for Aabybro – også fordi forældrene havde et ønske om at komme “hjem” til Nordjylland.

– Vi har hele tiden vidst med os selv, at det ikke skulle være Aalborg, og så virker det til, at Aabybro ligger sådan midt i det hele, siger Jesper K. Svendsen (K for Kjærsgaard, red.) og tilføjer.

– Og så håber vi da også på, at folk på vej i sommerhus i Blokhus vil slå et slag herind forbi.

Selv har han valgt at blive boende i Aalborg, mens forældrene er rykket til Tranum.

– Men det er jo overhovedet ikke et problem at komme til Aabybro fra Aalborg, og jeg parkerer min cykel i lufthaven og så tager jeg bussen derfra, smiler Jesper K. Svendsen.

Sortimentet lyder på få møbelmærker, service, tekstiler og brugskunst, og møbelfirmaet har også fortsat en webshop.

– Det er det, vi starter med og så ser vi, hvad der sker.

– Jeg tillader mig at have en god mavefornemmelse, slutter Jesper K. Svendsen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close