Nørhalne får sin sag for i serie 2

0
Nørhalne kan gøre klar til kampråb mod Aalborg-hold i den kommende sæson.?Arkivfoto: Henrik Louis
Turen går i høj grad til Aalborg og omegn i efteråret

I forårssæsonen sikrede IF Fremad Nørhalne en historisk oprykning til serie 2. Dermed vender klubben tilbage til rækken, som den ikke har kæmpet i gennem de sidste 25 år.

Gensynet med serie 2 bliver dog ikke nogen leg. Fremad Nørhalne har nemlig fået en pulje fyldt med stærke Aalborg-hold og de lokale kendinge fra Birkelse.

– Det er en stærk pulje. Det var nok ikke lige den, som jeg havde drømt om, da vi gerne ville i kredsen nordpå, fortæller Nørhalne-træner Jesper Nielsen.

Puljen består foruden Nørhalne af Birkelse IF, St. Restrup, Vejgaard, Nørresundby FB, NUBI, Aalborg Chang, og Aalborg KFUM.

Dermed er det altså kun Birkelse, som Nørhalne ikke skal forlade kommunen for at besøge.

– Det er et stærkt hold. Dem og Vejgaards andethold ser jeg som virkelig stærke. Vi skal nok få vores sag for, siger Jesper Nielsen.

Det er på trods af, at holdet er ubesejret gennem 26 kampe.

– Det skal vi nok kunne bære et stykke hen ad vejen. Men man bliver jo lidt i tvivl om niveauet på det plan, og hvor meget vi stepper op. Men vi er et godt hold, og vi skal prøve at holde den stime kørende lidt, siger førsteholdstræneren.

Holdet til efterårssæsonen bliver uden megen udskiftning. Dermed ved Jesper Nielsen, hvem der er at gøre med på holdet.

– Jeg tror ikke, at der kommer nye spillere. Jeg ved ikke, hvor de skulle komme fra. Jeg ved, hvem der er, og det er jeg vældig godt tilfreds med. Det er et godt hold, der er flinke til at træne, siger han.

Inden starten på serie 2 lægger de ud med en træningsturnering i Vrå i den kommende uge. Her kan man prøve kræfter mod Vejgaards andethold forud for sæsonen.

– Det er en kort opstart. Vi når ikke mere end to eller tre træninger og kampene i Vrå. Det er nok det, der bekymrer mig mest, slutter træner Jesper Nielsen.

Fremad Nørhalne lægger ud i serie 2 med en udekamp mod St. Restrup på Frejlev Stadion den 14. august.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close