Landsdelens bedste i bassinet

0

Aabybro IF Svømning havde samlet 267 aktører til DGI Nordjyllands landsdelsmesterskab.
I weekenden den 7. og 8. januar emmede det af koncentration blandet med klorvand i DGI-Huset i Aabybro, som sammen med Aabybro IF Svømning var vært for DGI Nordjyllands landsdelsmesterskab, hvorfra de bedste svømmede sig videre til selve landsmesterskabet i Ikast til marts.
Med ikke færre end 267 svømmere fra 15 klubber som Snedsted i vest, Støvring i syd samt Hjørring og Frederikshavn i nord var der rigeligt med konkurrence i bassinet.
En af dem var Aabybro IF Svømnings 13-årige Sille Lindberg fra Saltum.
Hun havde søndag formiddag allerede været i bassinet en gang og sat ny personlig rekord i 50 meterbryst.
– Min favoritdisciplin er ellers medley. Det er hårdt, men sjovt, sagde hun, mens hun varmede op til at skulle svømme 100 meter fri.
– Jeg har svømmet siden, jeg var lille. Jeg elsker det og får lukket alting ude. Jeg elsker at svømme løs og få styr på mig selv, sagde Sille Lindberg der føler sig yderst godt tilpas i klubben.
– Den er fantastisk, og vi har et fantastisk hold og rigtig meget godt sammenhold.

Sille Lindberg koncenterer sig inden udfordringerne i bassinet.

Det frivillige løft
Men også rundt om konkurrencen var der mange ting, som skulle i mål for at få mesterskabet, hvor Aabybro IF Svømning selv have 22 konkurrencesvømmere med, til at klappe. Den opgave blev udført af flere end 50 frivillige.
Faktisk begyndte planlægningen allerede 1. september for de 10 nøglepersoner, mens andre bød ind fredag og gjorde den nye Aabybro Skole klar til, at de gæstende svømmere lørdag morgen kunne indkvarteres i klasseværelserne, oplyser Ole Troldborg, formand for AaIF Svømning samt stævneleder sammen med klubbens cheftræner, Stefan Stenberg Sørensen.
Andre frivillige sørgede for, at der var snacks under stævnet i form af frugt og grønt, ligesom der blev budt på bespisning både middag og aften, mens andre var nattevagter på skolen.

De bedste af svømmerne kvalificerede sig til DGIs landsmester-
skaber.

Der skulle også frivillige til det, som det handler om, svømning. Det vil sige blandt andet bane- og vendedommere, tidtagere og speaker samt til rengøring.
– De frivillige er forældre til vores konkurrencesvømmere, og nogle er forældre til børn i svømmeskolen. Der er venner af klubben og ægtefæller til folk med tillidsposter i klubben. Mens mesterskabet står på, så bruger man alle døgnets 24 timer, fortæller Ole Troldborg.
Det betød til gengæld, at svømmerne kunne kaste sig ud i jagten på mesterskaber, personlige rekorder og gode sociale oplevelser.
Det sidste er også drivkraften for de mange frivillige.
– I år havde vi en del nye hjælpere med, og vi håber, at de har lært en masse rare mennesker at kende, for der er et godt sammenhold i vores svømmeklub. Man får gode oplevelser tilbage, og man gjorde det jo ikke, hvis man syntes, det var træls. Derfor er det også vigtigt, at der er frivillige nok, så det ikke bliver for hårdt, siger Ole Troldborg.
For klubben er stævnet også en af de få indtjeningskilder, som holder kontingentet på et rimeligt niveau.
Derfor arrangerer Aabybro IF Svømning i gennemsnit et stort stævne om året.
– Vi er en middelstor svømmeklub i Nordjylland og derfor også forpligtet til at holde vores del af stævnerne, siger Ole Troldborg.

 

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close