Kommunaldirektøren takkede af

0
Normalt er det Henrik Hartmann Jensen, der står i baggrunden i forhold til borgmester Mogens Gade. Ved fredagens reception var rollerne byttet om. Henrik Hartmann Jensen skal fremover være sekretariatsleder for Business Region North Denmark.
Mange var mødt op for at sige farvel til kommunaldirektøren

Fredag 6. oktober var der afskedsreception i DGI-Huset i Aabybro. Det var nemlig blevet tid til at sige farvel til Jammerbugt Kommunes første og hidtil eneste kommunaldirektør, 59-årige Henrik Hartmann Jensen.

– Det er jo en dag, vi har set frem til længe, lød det spøgefuldt fra Mogens Gade, der i dagens anledning agerede toastmaster og derfor bød de mange receptionsgæster velkommen med en lille tale.

I talen var der også plads til andet end spøg.

– Det er en mærkelig dag, for Henrik er en del af vores rødder i Jammerbugt Kommune, sagde Mogens Gade og henviste dermed til det faktum, at Henrik Hartmann Jensen har været med ved roret siden før kommunesammenlægningen.

Faktisk har hovedpersonen været ansat i hele 20 år – de seneste 16 år som kommunaldirektør for først Aabybro Kommune – og derefter Jammerbugt.

For hovedpersonen selv blev de mange receptionsgæster mødt med et stort smil.

– Men det er da en dag med blandende følelser, indrømmede han.

– Jammerbugt er en kommune med mange ressourcer og mange ildsjæle. Derfor er der også mange mennesker at sige farvel til.

Henrik Hartmann Jensen lægger ikke skjul på, at han har været glad for tiden som kommunaldirektør.

– Det har været et spændende job, hvor man virkelig har fået lov til at påvirke tingene. Og mest spændende har nok været processen med at sammenlægge de fire kommuner, siger Henrik Hartmann Jensen.

Og netop den proces er da også ét af de områder, som borgmester Mogens Gade giver den afgående kommunaldirektør mest ros for.

– Det var en kæmpeopgave at harmonisere de fire kommuners serviceniveau. Og Henrik er fantastisk til at analysere og så derefter komme med et oplæg til, hvilken vej vi skal gå, forklarer Mogens Gade.

Henrik Hartmann Jensen skal fremover være sekretariatsleder i Business Region North Denmark.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close