Ingen Sankt Hans ved Søparken

0
Genrefoto.
Der er en længere tradition for at holde Sankt Hans ved Søparken i Aabybro. Men i år sendes der ikke nogen heks mod Bloksbjerg fra det rekreative område i byen.

Manglende deltagelse tvinger nemlig Aabybro Borgerforening til at droppe arrangementet på Sankt Hans – i hvert i år.

– Vi bruger en del penge på det. Når der så kommer 25 eller 35 mennesker, så er arbejdsindsatsen og pengene ikke det værd. Nu har vi aflyst i år, og så ser vi, om der kommer reaktioner på det, fortæller formand John Eskerod.

Han vil ikke afvise, at Sankt Hans kommer tilbage i Søparken. Det kræver dog mere interesse.

– Vi sidder ikke lænet tilbage og surmuler. Hvis vi får en masse reaktioner, så er vi der igen til næste år. Det gør nemlig ondt i vores hjerter, at vi er nødt til at aflyse. Men med så få deltagere er vi nødsaget til det, siger han.

John Eskerod opfordrer dermed til, at folk kommer med idéer, der kan trække flere til Sankt Hans i Søparken.

Han mistænker især det tilsvarende arrangement på Blokhus Strand for at trække mange væk fra Aabybro på aftenen.

– De hugger nok lidt her fra byen. Men vi kan ikke tilbyde det samme i den størrelsesorden, siger John Eskerod.

Der afholdes til gengæld Sankt Hans i Ryaa og Birkelse. Dermed må borgere i Aabybro søge ud i mindre byer for at opleve båltale og midsommervise.

– Det er åbenbart et bedre samlingspunkt i de mindre byer. Jeg forstår også godt, at der er traditioner i ejerforeninger og lignende i Aabybro, men vores by er åbenbart for stor til sådan et fælles arrangement, slutter formanden.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close