Dronningens rober og Aabybro

0

Det kan sagtens være, der står ”haute couture” eller ”tilhører Det Kongelige Teater” i nakken på de fine rober i silke og brokade.
Og det er også mere end sandsynligt, at når dronningen inviterer til taffel, så har de elegante kjoler været en tur over et presseføl fra Aabybro.
Det skyldes ganske enkelt, at skrædderudstyret kommer fra Aabybro.
Ole Kvist, der er ejer af Mejsehuset med bopæl i et helt almindeligt parcelhuskvarter i Aabybro, fik nemlig en god ide.
– Jeg kunne jo ikke helt undgå at høre efter, når min kone sad ved symaskinen og efterlyste forskellige ting, hun manglede til sit syarbejde, fortæller han.
Det satte tankerne i gang hos Ole Kvist, der har en håndværkeruddannelse i baggagen, og så er han med egne ord ”ganske ferm på fingrene.”
Huset garage er nu omdannet til værksted for en produktion af skrædderudstyr med fremmedartede navne som ”presseføl” og ”pressekant.”

Hylden til sytråd er stærkt efterspurgt fra private, der selv syr.

Fandt en niche
Det skulle nemlig vise sig, at det var en alt andet en støvet niche, Ole Kvist havde fundet, og efter en kontakt til Skrædderlauget i København, der hjalp ham med at udvikle prototyper, fik han det gamle håndværk vakt til live igen.
Ordrebogen hos Mejsehuset bugner nu med bestillinger fra både professionelle og private.
– Jeg har aldrig haft så travlt, og jeg har kunder hos Mott Skrædderi, Bellevue Teater, Wichmann Couture og fra forskellige uddannelsesinstitutioner og designskoler. I sidste uge fik jeg en bestilling fra skrædderen på Det Kongelige Teater, men lige nu er det også i høj grad private, der bestiller skrædderudstyr til deres koner, smiler han.
Ole Kvist er da heller ikke i tvivl om, at han ikke bare har ramt et behov hos professionelle. De private har også i den grad fundet symaskinen frem igen.
– Jeg tror meget, det handler om glæden ved at sy sit eget – vi bliver mere og mere trætte af den her køb og smid væk mentalitet, der har været i mange år, siger han.

Det startede som en god ide, men Ole Kvist fornemmede hurtigt, at han havde fundet et marked.

Skrædderne ringer
– Tv-programmer som ”Klar-parat-sy” (program på TV2, red.) har også været med til at give yderligere efterspørgsel på for eksempel specialbyggede trådhylder og andre af Mejsehusets produkter, der blev anvendt i programmet.
Og hvor det i starten var hustruens input, der var idegrundlaget, så får Ole Kvist i dag masser af input fra professionelle skræddere, tilskærere og andre i tekstilbranchen.
– De ringer ganske enkelt til mig og spørger om jeg kan skaffe det, de har brug for, og det kan jeg som regel, siger Ole Kvist og fremviser en avanceret lineal, der kan bruges til at skære halsudskæringer efter.
– Dem har jeg så også fået forhandlingen på, siger han.
Og selvom firmaet har følere ude over hele verden, så er der ingen fare for, at Mejsehuset ikke skal have adresse i Danmark – heller ikke selvom produkterne kan produceres billigere andre steder, forsikrer han.
– Vi vil fortsat producere vores ting her i Aabybro – på længere sigt med lokal hjælp, men jeg er ikke i tvivl om, at der er potentiale for, at vi kan få kunder over hele verden.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close