Borgmesterens nytårsbetragtning; Vi går efter forskellene

0

Af borgmester Mogens Gade
Med indgangen til 2017 kan Jammerbugt Kommune som de fleste andre danske kommuner fejre 10 års jubilæum.
Det har været 10 meget begivenhedsrige år, hvor vi er nået i mål med mange ting, men også har måttet skifte retning og fokus flere gange undervejs.
Fra at stå med den helt enorme opgave at skulle slå fire kommuner sammen, udviske tidligere kommunegrænser og harmonisere driften – og harmonisering var et hyppigt anvendt ord i kommunens første leveår – ja så er fokus skiftet til at anerkende, at kommunens mange samfund har forskellige styrker og muligheder og til at anerkende, at det netop er den mangfoldighed, som gør Jammerbugt til noget særligt.
Det satte vi fokus på i 2016 med den nye vision med overskriften Vi går efter forskellen.
Vi ser ikke forskellene som noget, der skiller os, men som potentialer og ressourcer. Både i forhold til udviklingen af byer og samfund og i forhold til den enkelte borger og de mange fællesskaber i vores kommune.
Tænk på, hvad vi kan udrette, når alle vores forskellige styrker bliver sat i spil!
Når kommunen, borgere, erhvervsliv og foreningsliv sammen går efter forskellen ja, så sker der ting!
Så får vi Liv i by og skole – mere end nogensinde. Et klart bevis på dette er, at fem lokalsamfund ud af 40, som tilmeldte sig konkurrencen om at blive Årets Landsby 2016 kom fra Jammerbugt Kommune
Og så er der bosætning i Trekronerområdet, som yderst fortjent vandt titlen som Årets Landsby 2016.
Når vi sammen går efter forskellen, så går vi – på kun et år – 19 pladser frem på Dansk Industris liste over erhvervsvenlige kommuner til at rangere som nummer 21 på landsplan og nummer tre i Nordjylland.
Og så oplever vi en stigning i antallet af overnatninger, så Jammerbugt fortsat klart er den største turistkommune i Nordjylland, når der måles på overnatninger.
Så skabes der flere arbejdspladser i kommunen – som en af de få i Nordjylland – og ledigheden blandt de forsikrede ledige falder til 3,1 procent. Et niveau, der er langt under regions- og landsgennemsnittet.
Og sidst, men ikke mindst. Når vi sammen går efter forskellen, så stiger indbyggertallet målt på de første tre år af denne byrådsperiode.
Alt sammen resultater af et fælles træk på den samme hammel af ildsjæle, foreninger, erhvervsliv og Jammerbugt Kommune og med base i det brede politiske samarbejde i Kommunalbestyrelsen.
Den vækstdagsorden, vi for nogle år siden satte for Jammerbugt, er dermed i god gænge, og alle os, som bor her og som arbejder for vækst og udvikling i vores dejlige kommune – ja, vi kan vist godt tillade os at ranke ryggen ind imellem og tænke: Det går jo ikk’ så ring’ endda.
Vel er der også stadig mange udfordringer. Vi skal blandt andet fortsat have konstant fokus på vækst og udvikling, så vi giver de gode takter, der allerede er skabt, endnu mere luft under vingerne, så fremgangen bliver flyvefærdig.
Her er svarene en realisering af handlingskataloget til den netop vedtagne planstrategi, som kommunalbestyrelsen godkendte i juni 2016 suppleret med realiseringen af en ny vækst- og erhvervsudviklingsstrategi vedtaget i slutningen af 2016.
I 2006 lød vores succeskriterier for den nyskabte Jammerbugt Kommune:
Faglig bæredygtighed, organisatorisk bæredygtighed og demokratisk bæredygtighed i forhold til det nære borgerdemokrati. Og selvom vi har ramt i skiven på mange aspekter af de mål, er vi aldrig færdige – men altid på vej.
Jeg synes, det har kendetegnet os som nyskabt kommune, at vi ikke har været bange for at kigge både indad og udad og justere vores retning efter det, vi har set.
Jeg vil benytte lejligheden til at takke mine kolleger i kommunalbestyrelsen – både nuværende og tidligere – for det gode samarbejde. Også tak til de mange medarbejdere, borgere og andre samarbejdspartnere, som har taget – og stadig tager – en ordentlig tørn i arbejdet med at skabe og forme Jammerbugt Kommune.
Godt nytår til alle!

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close